|
Genetablering af tog-standsningsstedet i Hæstrup af Jan Glenstrup/Rakkeby Beboerforening |
Genetablering af tog-standsningsstedet i Hæstrup Rakkeby, 3. januar 2013. Sendt til: Region Nordjylland, Regionsformand Ulla Astman Hjørring Kommune, Borgmester Arne Boelt Nordjyske Jernbaner, Direktør Peter Hvilshøj LOKALOMRÅDET RAKKEBY-HÆSTRUP - mellem Hjørring og Vrå - skal hermed anmode om at få nedenstående andragende taget i betragtning: OMRÅDE: Den regionale jernbanetrafik i Vendsyssel. SAG: Nye standsningssteder mellem Hjørring og Aalborg: Genetablering af Hæstrup Station. ANDRAGENDE: Lokalområdet Rakkeby-Hæstrup anmoder om at få genetableringen af tog-standsningsstedet i Hæstrup inddraget i arbejdet med den nye model for regionaltrafikken. BAGGRUND: Rakkeby Beboerforening har siden 1997 løbende arbejdet for en genetablering af Hæstrup Station som standsningssted. I korrespondancer med Amtet (Orla Hav), Hjørring Privatbaner/Nordjyske Jernbaner, DSB og Løkken-Vrå Kommune er projektet beskrevet, beregnet og begrundet.-Den aktuelle anledning til at genoptage projektet fremgår af nedenstående. AKTUELT: Der er varslet selvstyre i den nordjyske regionale togtrafik fra 2015, dvs at regional- og fjerntrafikken på skinnerne adskilles. Nordjyske Jernbaner kunne eksempelvis stå for regionaltrafikken nord for Hobro: Togene fra Skagen fortsætter fra Frederikshavn til Aalborg, og i Hjørring kobler toget fra Hirtshals sig så på i timedrift sydover, -med flere standsningssteder end nu. DSB fortsætter fjerntogstrafikken, i timedrift og med nuværende standsningssteder. Regionen (Ulla Astman) og ministeren (Henrik Dam Kristensen) støtter begge planen, som vil give både pendlerne og rejsende ud over regionen bedre vilkår. Der noteres (JERNBANEN NR. 6, 2012) et ønske om nye stationer på strækningen, for at styrke pendlernes muligheder, og for at udøve landdistriktspolitik i praksis: Gøre udflytning til landdistriktet til en tillokkende mulighed for familier med ønske om natur, selvforvaltning og nærhed. Vestbjerg, Sulsted, Tylstrup bliver nævnt, samt nye stationer i Hjørrings udkanter. En udfordring for denne plan er at strækningen er enkeltsporet med for få krydsningsmuligheder til en glidende afvikling af togtrafikken. Det kunne løses med dobbeltspor på strækningen, men i lyset af den netop afsluttede spormodernisering på strækningen er det mere realistisk at forestille sig en ny krydsningsmulighed eller to. -Og her kommer så genetableringen af et standsningssted med krydsningsmulighed i Hæstrup ind i billedet. PLANEN: Frem til ca 1969 standsede DSB`s persontog ved Hæstrup Station, ca midtvejs mellem Vrå og Hjørring . Strækningen mellem de to byer er på 12 km, - vel nok den længste enkeltsporede etape på strækningen mellem Hjørring og Aalborg og dermed en flaskehals i afviklingen af både regionaltrafik og fjerntrafik. Et vigespor/dobbeltspor i Hæstrup lader sig forholdsvis let genetablere, idet arealerne fortsat ejes af DSB og er til rådighed, -og de giver plads for både vigespor, perron og parkeringsarealer i området syd for Rakkebyvej, -til ringe gene for beboerne i området, ligesom tilkørselsforholdene er i orden.. Vi tror på et befolkningsunderlag, der er stort nok til at bære en holdeplads. Lokalsamfundene herude er velfungerende og i rimelig pendlingsafstand til både Hjørring, Vrå, Brønderslev og Aalborg. Vi tror på en kommende demografisk udvikling, som vil styrke landdistriktet, og har over tid satset på bosætning, med bl. a. hobbylandbrug, rekreativ skov og samlingssteder. Der er vel generelt tegn på begyndende udflytning fra byerne, af familier, som vil have jord under neglene, selvforvaltning, højt til himlen og nærhed. Men mor og far skal nok fortsat have deres lønarbejde i byerne. Her ser vi en nærbane i timedrift som et fint skub i rigtig retning til vort lokalsamfund. Et bosætningstilbud i det åbne land, med hurtig pendlingsmulighed nord- og sydpå. -DSB foretog i 1997 i forlængelse af vor henvendelse beregninger på genetableringen af et standsningssted i Hæstrup. Projektet balancerede dengang så nogenlunde, men ikke nok til at DSB ville binde an med det. Man kunne måske forsøge igen ? Alt i alt ville dette projekt løse et flaskehalsproblem på strækningen, det ville være et smukt stykke offensiv landdistriktspolitik, det ville miljømæssigt gavne at få folk fra privatbiler over i den kollektive trafik og det ville konkret give mere kvalitet og tiltrækningskraft til et lille lokalsamfund på landet, og dermed være eksemplarisk for hvad trafikpolitikken kan bidrage med. Man kan vente på udviklingen, men også give den en hjælpende hånd. Vi vil det sidste, og håber at I vil være med. ANDRAGENDE: Må vi anmode om at ovenstående henvendelse må blive kanaliseret de rigtige steder hen og her indgå seriøst i arbejdet med den kommende regionale togtrafik i Vendsyssel. Vi uddyber og supplerer gerne, og bidrager - om ønsket - med bilag fra det lange sagsforløb. Sagen ligger os - som vort lokalsamfund - meget på sinde. Venlig hilsen RAKKEBY BEBOERFORENING, att: Helge Jensen og Jan Glenstrup, Rakkeby. |
Til siden om "Timedrift i landdistriktet"